Velkommen til Vendsyssel - Gildet
Historik
Ideen til Vendsyssel Gildet blev først i 1980´erne fostret af højskoleforstander Knud Fogt, hvilket skyldtes, at han mente, der måtte gøres noget for at bevare vores kulturarv, nemlig vores dialekt – Vendelbomålet - i alle dets nuancer, idet han korrekt fornemmede, at den / de var ved at forsvinde.
Han fik så d. 3. november 1982 samlet en række fremsynede mennesker, og heriblandt Astrid Kiil, og disse sammenkaldte så til et orienterende møde på Flauenskjold Kro og fremmødet var langt over forventning.
Her fremlagde Knud Fogt sine argumenter for sin ide, og disse mødte meget stor opbakning, hvorefter der samme aften blev valgt en bestyrelse til at fortsætte med at få Vendsyssel-Gildet etableret med vedtægter o.s.v.
Bestyrelsen for den nystiftede forening lå ikke på den lade side, for inden årsskiftet var medlemstallet allerede oppe på 150, og i skrivende stund i 2011 har medlemstallet passeret 775.
Den 4. februar 1983 blev der afholdt en stiftelsesfest, og i april måned var man så klar til at afholde den første generalforsamling med godkendelse af vedtægter m.v.
Til den første bestyrelse valgtes bl. a. Astrid Kiil, der de første 4 år var næstformand og senere bestred formandsposten i 10 år, og Astrid Kiil blev senere, som tak for sit store arbejde, udnævnt til æresmedlem i Vendsyssel Gildet.
Astrid Kiil har bl. a. i et indlæg i et årsskrift også skrevet et skønt lille digt, som man nok især som udeboende vendelbo kan få lidt hjemve af at læse, og det lyder som følger :
Der er dage, hvor sjælen trænger til hvile,
og da vil tanken drage mange mile
mod hjemstavnens minderige bred
for at søge læ i harmoni og fred.
Som noget af det første udgav Vendsyssel Gildet en sangbog med sange relaterende til Vendsyssel, og det var halvt om halvt sange på dialekt og på dansk, og den indeholdt 27 sange.
Denne ”levede” indtil 2010, hvor der så efter 2 års forarbejde blev udgivet en ny efter de samme kriterier, men nu med 86 sange.
Vedrørende indhold se ”Sangbog”.
En årlig begivenhed er bl. a. årsskriftet, der bli´r udgivet i forbindelse med årsfesten hvert år i november. Det bliver formidlet til alle medlemmer, og det indeholder historier og anekdoter af, om og med både herboende og ”udenlands” vendelboer, samt beskrivelser af begivenheder / arrangementer i det forløbne år.